
Koldkrigsmusset - sømineudstilling
I foråret 2012 kunne Koldkrigsmuseum Langelandsfort åbne op for en ny og unik udstilling om søminer i danske farvande under den kolde krig, en udstilling som er blevet til med økonomisk støtte fra blandt andet Sydfyenske Dampskibsselskabs Fond.
Det blev markeret tirsdag den 1. maj, hvor to af fondens bestyrelsesmedlemmer Jørgen
Boutrup og Knud Gether gæstede Langelandsfortet og kiggede nærmere på den eneste samlede museumsudstilling af søminer i Danmark. De blev vist rundt af museumsdirektør Peter Thor Andersen og museumsinspektør Peer Henrik Hansen, som kunne fortælle om udstillingen.
Det sydfynske øhav og Storebælt var af stor betydning under den kolde krig. I tilfælde af krig skulle Østersøen spærres med søminer, som skulle stoppe fjendens skibe, mens Langelandsfortets kanoner skulle forsvare minespærringerne og sørge for, at fjendtlige minestrygere ikke uskadeliggjorde de danske minefelter.

Fonden donerede i 2011 25.000 kr. til Sømineudstillingen.